Standarden bag den
Flyselskabers boardingkort bruger et datalayout fastsat af IATA Resolution 792, standarden Bar Coded Boarding Pass. Den lader enhver scanner hos et flyselskab eller i en lufthavn læse ethvert selskabs kort, også ved videre forbindelser.
IATA's medlemmer gik i 00'erne fra kort med magnetstribe til boardingkort med stregkode, og branchen nåede fuld BCBP-udbredelse omkring 2010.
Hvilke stregkodetyper der bruges
Printede boardingkort bruger PDF417, en stablet lineær stregkode. Mobile boardingkort, der vises på en telefonskærm, kan bruge Aztec, QR eller Data Matrix, hvor Aztec er særlig almindelig i flyselskabers apps og telefonens wallet.
Dataene indeni er den samme tekst i fast format, uanset hvilken symbologi der bruges, så stregkodetypen afspejler mest, hvad scannerne og mediet håndterer bedst.
Hvad stregkoden indeholder
Dataene er for det meste almindelig, ukrypteret tekst i felter af fast bredde, og enhver stregkodelæser kan afkode dem. Den obligatoriske del dækker hver flystrækning, og valgfrie felter kan tilføje ting som bonusnumre, efterfulgt af en valgfri sikkerhedssignatur.
- Passagerens navn (efternavn og fornavn)
- Bookingreference (PNR-kode)
- Lufthavnskoder for afgang og destination
- Flyselskab og flynummer
- Dato for flyvningen, som dagen i året
- Kabine, sæde og indtjekningens rækkefølgenummer
Hvorfor du ikke bør lægge et billede af et boardingkort op
Et billede af et boardingkort, selv kun af stregkoden, kan afsløre passagerens navn og bookingreference. Med de to oplysninger kan nogen ofte logge ind på bookingen på flyselskabets website, se personlige oplysninger og i nogle tilfælde ændre eller aflyse rejsen.
Det er sikrere at holde boardingkort private og makulere printede efter rejsen i stedet for at smide dem ud hele.