Hvad standarden dækker
ISO/IEC 24778 specificerer Aztec-koden: det centrale bullseye-søgemønster, orienteringsmærkerne, referencegitteret, datalagene, der spiraler udad, og Reed–Solomon-fejlrettelsen. Den indeholder også referencealgoritmen til afkodning.
Aztec-koden blev opfundet af Andrew Longacre Jr. hos Welch Allyn i midten af 1990'erne og blev udgivet som en AIM-specifikation, før den blev en ISO-standard i 2008. En anden udgave blev udgivet i 2024.
Størrelser og kapacitet
Aztec-koder findes i kompakte former med 1 til 4 lag og former med fuldt område med 1 til 32 lag. Det mindste kompakte symbol er 15 × 15 moduler, og det største symbol med fuldt område er 151 × 151 moduler.
Det største symbol rummer op til 3.832 cifre, 3.067 bogstaver eller 1.914 bytes. Andelen af fejlrettelse vælges af koderen, hvor cirka 23 procent ofte anbefales som standard.
- Kompakt: 1–4 lag, 15 × 15 til 27 × 27 moduler
- Fuldt område: 1–32 lag, 19 × 19 til 151 × 151 moduler
- Største kapacitet: 3.832 cifre eller 1.914 bytes
- Intet stilleområde påkrævet
Hvor den bruges
Fordi søgemønsteret sidder i midten, kræver en Aztec-kode intet stilleområde og kan printes helt ud til kanten af en etiket eller vises i fuld skærm på en telefon. Den er almindelig på transportbilletter, herunder mange jernbanebilletter og mobile boardingkort.