Hvad et vCard indeholder
Et vCard er almindelig tekst bestående af mærkede linjer, åbnet af BEGIN:VCARD og lukket af END:VCARD. Hver linje rummer én egenskab, såsom det formaterede navn, et telefonnummer eller en e-mailadresse. Den samme tekst er det, en .vcf-fil rummer, når kontakter eksporteres fra en telefon eller et e-mailprogram.
Et minimalt vCard 3.0 til en QR-kode ser sådan ud, én egenskab pr. linje: BEGIN:VCARD, VERSION:3.0, N:Lee;Jordan, FN:Jordan Lee, ORG:Maple Street Bakery, TEL:+15035550123, EMAIL:jordan@example.com, URL:https://example.com, END:VCARD. N rummer det strukturerede navn (efternavn først, adskilt af semikolon) og FN navnet, som det skal vises.
- N: struktureret navn (efternavn;fornavn;mellemnavn;præfiks;suffiks)
- FN: visningsnavn
- TEL: telefonnummer, helst i international form
- EMAIL: e-mailadresse
- ORG: firma eller organisation
- TITLE: jobtitel
- URL og ADR: website og postadresse
Hvilken version du skal bruge
Version 3.0 er stadig det sikreste valg til QR-koder, fordi næsten alle telefoner læser den. Den er defineret i RFC 2426 fra 1998. Version 4.0, defineret i RFC 6350 i 2011, er den nuværende standard og kræver UTF-8, men nogle ældre læsere håndterer den mindre konsekvent.
Version 3.0 forventer både N og FN, mens 4.0 kun kræver FN. Uanset hvilken version der bruges, bør VERSION-linjen komme lige efter BEGIN:VCARD.
Afvejning mellem størrelse og scanning
Hvert felt, der føjes til et vCard, tilføjer tegn, og flere tegn betyder en tættere QR-kode med mindre moduler. Et kort med et navn, ét telefonnummer og én e-mail scanner let selv i visitkortstørrelse. Tilføjer du en postadresse, flere numre, en lang note eller et indlejret foto, kan koden ende i en version, der skal printes meget større.
Fotos er det sædvanlige problem: et base64-kodet billede kan løbe op i tusindvis af tegn og passer sjældent i en praktisk kode. Et almindeligt alternativ er at kode et kort link til en hostet .vcf-fil eller kontaktside, hvilket holder koden lille og lader oplysningerne ændres senere.