Hvad EMV QR-specifikationen dækker
EMV QR-kodespecifikationen fra EMVCo definerer, hvordan betalingsdata er lagt ind i en almindelig QR-kode. Den findes i to tilstande. I Merchant-Presented Mode (MPM) viser forhandleren en kode, og kunden scanner den med en bank- eller wallet-app. I Consumer-Presented Mode (CPM) viser kundens app en kode, og forhandleren scanner den i kassen.
Specifikationen skaber ikke et betalingsnetværk. Den er et fælles dataformat, så en national ordning eller et kortnetværk kan tilføje sine egne kontooplysninger og samtidig beholde resten af indholdet uændret. Derfor ligner Pix i Brasilien, PromptPay i Thailand, SGQR i Singapore, DuitNow i Malaysia, QRIS i Indonesien, VietQR i Vietnam og Bharat QR i Indien hinanden i opbygning.
Sådan er indholdet opbygget
Et MPM-indhold er en streng af dataobjekter, hvert skrevet som et ID på to cifre, en længde på to cifre og værdien. For eksempel betyder 5303840 ID 53 (transaktionsvaluta), længde 03, værdi 840 (amerikanske dollar i numerisk ISO 4217-form). Objekterne følger efter hinanden uden separatorer, og nogle ID'er er skabeloner, der indeholder egne indlejrede objekter i samme format.
Indholdet skal begynde med ID 00 og slutte med ID 63, en kontrolsum. Kontrolsummen er en CRC-16/CCITT-FALSE-værdi skrevet som fire hexadecimale tegn, beregnet over alt foran den, inklusive tegnene 6304. En scanner, der beregner en anden kontrolsum, afviser koden, hvilket fanger de fleste tastefejl eller kopieringsfejl.
- 00: indikator for indholdsformat, altid 01
- 01: initieringsmåde, 11 for statisk eller 12 for dynamisk
- 26–51: skabeloner til forhandlerens kontooplysninger
- 52: forhandlerkategorikode (MCC)
- 53: valuta (numerisk ISO 4217) og 54: beløb
- 58: landekode, 59: forhandlerens navn, 60: by
- 62: yderligere data såsom et regnings- eller referencenummer; 63: CRC
Statiske og dynamiske koder
En statisk EMV QR-kode (initieringsmåde 11) printes én gang og genbruges, og kunden taster beløbet. En dynamisk kode (initieringsmåde 12) genereres til én enkelt transaktion og bærer som regel beløbet og en reference, så kunden kun skal bekræfte. Printede klistermærker på disken er typisk statiske, mens koder på en betalingsskærm eller en faktura typisk er dynamiske.